no en es fr de nl
Keep-it

En norsk idé

Idéen til Keep-it® opstod, da en forsker bemærkede, at skriften på parkeringsbilletter forsvinder i sollys. Det gav ham idéen til at lave en holdbarhedsindikator til mad baseret på en kombination af kemiske processer, tid og temperatur. Dette resulterede i "holdbarhedsindikatoren Keep-it®", som blev lanceret i norske supermarkeder i 2012. Ved udgangen af 2017 havde Keep-it Technologies® solgt 40 millioner holdbarhedsindikatorer.

En varm sommerdag i 1992 parkerede professor Per-Olav Skjærvold som sædvanligt sin bil på Tullinløkka udendørs parkeringsplads i det centrale Oslo, inden han tog toget til landbohøjskolen i Ås Men lige netop denne dag begyndte han at undre sig over noget, som med tiden skulle føre til opfindelsen af Keep-it® indikatoren.

I forruden på hans bil lå der omkring 40 parkeringsbilletter. Flere af dem var så bleget af solen, at det var svært at læse, hvad der stod på dem. Skjærvold undrede sig over, hvordan den stakkels parkeringsvagt kunne spotte den gyldige billet. Så tænkte han: "Hvad nu hvis der fandtes en billet, som gradvist skifter fra grøn til rød, når den betalte tid er udløbet?"

På vej til landbohøjskolen overvejede professor Skjærvold mulige løsninger. Kunne man bruge fototeknologi? Ville det eksempelvis være muligt at kontrollere og forsinke fremkaldelsesprocessen for et polaroidbillede? Inspireret af disse idéer kontaktede han sin kollega og mangeårige "legekammerat" inden for mekanik og fysik, professor Petter Heyerdahl. De tog billeder med et Instamatic-kamera, klippede straks polaroidbillederne i smalle strimler og lagde dem i en dybfryser. Derefter undersøgte de, hvordan billederne blev fremkaldt ved forskellige temperaturer og over forskellige tidsrum for at kortlægge forsinkelsen i fremkaldelsesprocessen. Disse forsøg blev også udført under forskellige lysforhold. De erfarede hurtigt, at de kunne manipulere og forsinke fremkaldelsesprocessen med temperaturen. Det fik dem til at tro, at teknologien på en eller anden måde også ville kunne bruges til at kontrollere udviklingen af andre temperaturfølsomme produkter. Således fik de idéen til en holdbarhedsindikator til fødevarer.

Samtidig indså Skjærvold og Heyerdahl, at fotofremkaldelsesprocessen gik for hurtigt ved højere temperaturer, og at de var nødt til at finde en løsning, hvor processen forløb meget langsommere og med større nøjagtighed og styrbarhed. Ville en kemisk proces fungere bedre?

Denne erkendelse gjorde, at parret året efter kontaktede en anden kollega, professor i kemi og grundforskning Brit Salbu. I løbet af de første par møder blev professor Salbu straks interesseret i opfindelsen og var helt sikker i sin vurdering af, hvad der skulle til for at udvikle den til et kommercielt produkt. "Vi skal have en farve, vi skal have en diffusionsproces, og vi skal have en stabilisator," sagde hun. Salbu lod sig inspirere af de kemikalier, der var blevet undersøgt i forskellige doktorafhandlinger, og sammen med sin afdelingsingeniør Helge Lien udførte hun utallige eksperimenter fra 1993 og frem til 2001. Nogle af de undersøgte stoffer var alginater (ekstrakter fra tang) og farvestoffet berlinerblåt. Gennembruddet kom i 2001, da principperne for en holdbarhedsindikator blev verificeret i laboratoriet.